Hallo?

Sådan ser det ud i den anden ende af røret, når jeg snakker med Gianna:

Besøg på Cuba april 2005

Parque Central i Havannas centrum

I april 2005 besøgte jeg Gianna for tredje gang. Jeg sendte denne mail hjem:

Det er temmelig underligt at være deltidsfar på denne måde, men det lader til at være mere underligt for mig end for Gianna. Hun kalder mig allerede “papa” og det var overhovedet ikke noget problem at komme i kontakt med hende, som jeg havde frygtet. Hun ejer ikke generthed og er meget åben og smilende. Jeg havde fået at vide, at hun var begyndt at tale, men det er alligevel imponerende, hvad hun kan, i betragtning af at hun er lidt over halvandet år: Hun kan navnene på alle der kommer i huset, familie og venner. Hun kender navnene på alle de klassiske dyr (I ved, dem fra bondegården og fra junglen – selv hippopotamus (flodhest) og det er et svært ord), og hun kan sige hvad der er hvad i huset. Hun gentager stort set alt, hvad der bliver sagt, hvilket også kan være et problem, da hendes fætters far ved et uheld lærte hende at sige “puta” (luder). Hun kan synge flere sange, hun kan tælle til ti, og når Geisy er for træt til at fortælle eventyr, starter hun selv: “Der var engang en lille pige etc.”. Hun danser når der er salsa i tv, og laver bevægelser, der med nordiske protestantiske øjne ser lidt for vovede ud.
Familien har været god til at lære hende alle disse ting, selvom de stadig bor i et hus, som jeg end ikke ville udleje til en hjemløs, heller engang en cubansk hjemløs.

Jeg har vedhæftet et par billeder af Gianna fra vores udflugt til Cubas nationalakvarie – et temmelig slidt sted med knap så mange dyr, men til gengæld masser af halvsovende ansatte. Faktisk var der flere ansatte end fisk. Men der var delfin- og søløveshow, hvilket Gianna godt kunne lide.

Rune

Delfinshow i det nationale akvarie










Legeplads i Havannas zoologiske have

En tur på El Malecon marts 2005

El Malecon er en flere kilometer lang strandpromenade i Havanna. Når det blæser, slår bølgerne op over muren og ind på gaden. Det er et sted, man går tur med sine børn, med sin kæreste eller alene for at kigge ud over vandet mod Florida.

Billederne er taget af min lillebrors veninde Victoria.

Januar 2005

Gavtyv...

Fødselsdag!

30. august 2004 blev Gianna et år. På Cuba er børnefødselsdage nok noget af det tætteste, man kommer på en privat industri. Forældre sparer op hele året for at købe gaver, balloner, kage, sodavand og underholdning. Der er vist noget status i at holde en liret fødselsdag.
Geisy lejede en tryllekunster, der kom og gav Gianna en paryk på og underholdt børnene. Hele gadens børn var inviterede, og der kom også en del, der ikke kendte Gianna, men øjnede en mulighed for et stykke kage... Jeg var der desværre ikke.

Maj 2004

Barnedåb på cubansk

Mor, far, gudmor, gudfar og en sur præst

Mail hjem til Danmark fra en vanvittig barnedåb i oktober 2003:

Set i bakspejlet er det ret morsomt, men for fanden hvor blev jeg meget træt flere gange:

Gianna skulle døbes i går, i Geisys favoritkirke (igen noget med helgener og ånder, denne gang en fyr ved navn San Lazaro), El Rincón, der ligger et stykke uden for Havanna. Vi var taget derud lørdagen før for at tale med præsten – han var ikke til stede, men det var en dame i souvenirkiosken (der er inde i kirken), og hun kunne informere om, at man bare skulle komme om lørdagen inden messen klokken 11 og indskrive barnet til døben. Det var dog bedst at være der før klokken 10. Vi tog hjem og aftalte, at Gianna skulle døbes den følgende lørdag. Her begår vi allerede den første fejl: ALTID spørg mindst tre cubanere om faktuelle oplysninger – cubanere indrømmer meget sjældent, at der er noget, de ikke ved, så enten finder de på noget, eller også refererer de noget, de har hørt, uden at fortælle, at oplysningerne er tvivlsomme (jeg er ved at lære det, men glemte det forleden, da jeg ville se en fodboldkamp i den cubanske liga. En fyr havde meget overbevisende fortalt mig, at Havannas hold spillede onsdag kl. 16 på et stadion langt væk i en forstad. Jeg tog derud, en ganske besværlig tur, og da jeg kom til ”stadion” var det eneste på banen – og jeg lyver ikke – en ged i snor. Jeg går ud fra, at det er plæneklipperen.)

Mormor Fina og Geisy ved alteret

Tilbage til dåben: Jeg havde købt rom og sodavand, havde bestilt en stor kage på det sorte marked, og jeg havde gennem taktiske forhandlinger (når man er udlænding bliver alting pludselig meget dyrt) hyret en chauffør – Beronico – til at køre hele familien til Rincon. Jeg regnede med (her begår vi fejl nummer to), at når der er cirka en halv time til Rincon, og vi skulle være der inden ti, så skulle Beronico være der kvart i ni, og vi skulle køre klokken ti fra Centro Habana. Meget overraskende er hele familien (minus en søster, der havde glemt det) samt gudmoder og gudfader på pletten inden klokken ni, Gianna havde fået fint tøj på og jeg en hvid skjorte. Klokken ni ringer Beronico og spørger, om vi er klar. Ja, vi er klar, men hvor er han? Han kommer om ti minutter, siger han, hvilket bliver til en halv time. Halv ti er vi klar og fylder vognen med ti mand, inklusive bedstemoren på 90, hvis rullestol ryger på taget (som taget ud af Lucky Luke).

Den cubanske side af familien. Fra venstre: Onkel Felix, fætter Mayito, oldemor (der nu er død), fætter José Manuel, Geisy, gudfar Silvio, migselv, José Manuels mor og gudmor Daibel. Mangler: Mormor Fina, tante Giselle, tante Gema, onkel Mayito, fætter Mario Martín og kusine Geidy Maria.

Vi er allerede sent på den, men Beronico beslutter sig lige for at tage en omvej for at hilse på nogen, han kender. Her begynder jeg at blive irriteret. Den lige vej til Rincon viser sig at være spærret af en eller anden politimand. Senere, da vi er rigtig sent på den, holder der en bus og spærrer vejen, og han har ikke tænkt sig at flytte sig. Efter en udholdenhedstest i dytten mellem Beronico og buschaufføren, viger sidstnævnte dog. Her er jeg ved at implodere. Vi kommer til Rincon klokken halv elleve, og skynder os hen til kontoret, hvor far, mor, barn, gudmoder og gudfader skal indskrives – og her står der 30 mennesker i kø, flere af dem med små børn på armen, der skal døbes. Det ser sort ud, kan jeg godt se. Og ganske rigtigt, efter ti minutter dukker en kirkelakaj op, proklamerer hurtigt, at nu lukker kontoret for indskrivning og smækker derefter døren (inde i mit hoved kører sætningen ”Jeg vidste det, jeg vidste det”). Så var der ballade. Mange var, ligesom os, kommet inde fra Havanna, med familie, venner og kameraer. Og cubanere dukker ikke bare hovedet og går væk i stilhed, så der rejste sig en kakofoni af bandeord, råb og vredesudbrud. Den vrede pøbel, os inklusive, går ind i kirken, og da den aldrende præst – i øvrigt en ganske usympatisk type, der mindede mig om de præster, der er dømt for pædofili i USA – dukker op foran alteret for at begynde dåbsceremonien, begyndte folk, især en meget ophidset kvinde, at råbe ad ham. Præsten siger højtideligt i sin trådløse mikrofon, der forstærker hans stemme til et punkt, så selv bedstemoren på 90 kunne høre ham, at indskriptionskontoret kun er åben mellem otte og ti om lørdagen, og at det i øvrigt er smartest at komme før klokken halv ni.

Så bliver det surrealistisk: Den ophidsede kvinde blev nu endnu mere rasende og råbte endnu højere, hvad fanden det var for en måde at behandle folk på. Præsten råber igen, og siger, at det er disrespektfuldt ikke at komme til tiden, kvinden råber endnu højere, og præsten prøver nu at overdøve hende ved – ganske barnligt – spydigt at råbe ”Jeg kan ikke høre, hvad du siger, du bliver nødt til at råbe lidt højere, der er ingen der kan høre dig! Prøv om du kan råbe lidt højere!”, mens han har håndfladerne placeret bag ørerne og kigger ligegyldigt den anden vej.

Gudfar Silvio og gudmor Daibel

Kvinden bliver hysset ned, og præsten går i gang med at døbe de heldige børn. Men Yaidel, en benhård tøs, der er ven af familien, vil ikke finde sig i, at Gianna ikke bliver døbt. Hende og jeg finder kirkelakajen bag kirken, og så begyndte hun at fylde ham med vores tragiske historie, der både indebærer trafikpropper, den stakkels 90’årige bedstemor, Yaidels gode katolske baggrund og mig, den fremmede, der var kommet hele vejen fra Danmark for at døbe mit barn, og i øvrigt skulle hjem dagen efter. Jeg står bagved hører hele denne imponerende historie. Da den fandens lakaj kun kan kvittere med et ”Vi har nogle regler, vi skal følge”, røg det vredt ud af mig ”Sig mig, er I kommunister?”, hvilket gav et gib i ham, fulgt af et fornærmet ”NO! No somos communistas!” (det er ikke pænt at sige til en fra den katolske kirke, især på Cuba – men de var fanme ikke en skid bedre).

Yaidel fyrer hele historien af igen, denne gang på præsten, efter den sidste unge har fået en sjat vand i hovedet (som I kan høre var det ikke min idé, at Gianna skulle døbes). Han er sur, men bed på, og bad os hviskende om at vente omme bag i kirken, da der stadig er andre til stede, som også håber på at få døbt deres barn denne dag. Efter lidt ventetid – som jeg er sikker på var et show-off, så vi ikke skulle føle os for heldige – verfer præsten os ind i et baglokale, udfylder surt en indskriptionsblanket og lirer så hele døbsceremonien af i et tempo som en auktionarius på en fiskeauktion. Det hele sker foran et lille ”nødalter” med tilhørende døbeskål i kirkens baglokale. Gianna blev døbt, præsten fik et par dollars ”til kirkearbejdet”, Beronico var sur og ville have fem dollars mere, fordi det havde taget længere tid. Det fik han ikke.

Det lå i luften, at jeg skulle have hvid skjorte på til dåben...

Første besøg

Jeg så Gianna første gang i oktober 2003, cirka en måned efter hun blev født. Denne mail med de første indtryk blev sendt hjem til venner og familie:

Her følger en ordentlig gang babysnak, så er I advaret....

Det er vel meget nærliggende at starte med en ”Hvis nogen havde fortalt mig at...” – for hvis nogen havde fortalt mig for fem år siden, at jeg i dag ville gå rundt med en barnevogn i Havannas gader med min nyfødte cubanske datter, ville jeg nok have svært ved at tro dem. Men sådan er livet så fyldt med små overraskelser...

Lige nu sidder jeg vagt ved siden af Giannas seng, for at Geisy kan få lidt søvn. Gianna synes åbenbart, at det der med at sove om natten, er overvurderet. Hun vågner cirka hver halve time til hele time og skriger og kan kun beroliges ved at få bryst, hvilket jeg ikke rigtig kan hjælpe med, så jeg får nogenlunde søvn nok. Men Geisy, der ellers sover 10-12 timer i døgnet, er helt færdig. Nu er klokken halv ti om formiddagen, og Gianna er endelig faldet i søvn, det samme er Geisy. Hver gang Gianna er ved at vågne, lægger jeg en hånd på hendes ryg, og så sover hun videre.


Billede fra gaden, hvor Geisy og Gianna bor: Calle Lealtad i Centro Habana.

Inden jeg kom, havde jeg tænkt meget over, hvordan jeg ville reagere, når jeg kom herover og så hende. Tanken om at stige på et fly, lande igen, banke på en dør, og vupti, der sidder din datter, brød jeg mig ikke rigtig om. Det var lissom for hurtigt. Jeg har jo ikke været med de ni måneder, mens Geisy var gravid. Men det blev da heller ikke, som jeg havde frygtet, takket være Maersk Air og KLM.
Mit fly fra Billund til Amsterdam, hvor jeg skulle skifte, blev forsinket, og selvom jeg spurtede gennem lufthavnen i Amsterdam, nåede jeg ikke flyet til Havanna. Jeg tror, jeg var mellem tre og fem minutter for sent, for jeg kunne kigge ud på flyet, der endnu ikke var kørt ud på landingsbanen, gennem vinduet i gaten. Stewardessen var ikke til at overtale, og jeg var grædefærdig. Og det er så her, jeg gerne vil ansøge om et medlemskab til Troels’ anti-hollænderklub. For da jeg fandt KLM ”service”-kontor, som skulle hjælpe mig, da det var et KLM/Maersk fly, der var forsinket, fik jeg smag på hollandsk arrogance. Først mente de, at det var mit eget problem. Da jeg forklarede dem, at jeg SKULLE være i Havanna om aftenen, fordi jeg skulle se min nyfødte datter, var svaret et tørt ”Well, you can forget about that.” Da jeg havde overtalt dem til at finde en ny afgang til mig, sagde de, at jeg kunne komme med om søndagen, for det var den næste afgang til Havanna (det var torsdag). Da blev jeg fanme rasende. Til sidst gik de med til at sende mig til Madrid næste morgen og derefter til Havanna. Så da det tidspunkt kom, hvor jeg havde regnet med at skulle se Gianna for første gang, da sad jeg og tyggede i en sej bøf sponsoreret af KLM, i restauranten på et trist hotel i Amsterdams svar på Høje Taastrup. Bummer.
Da jeg så kom til Madrid næste morgen, hvor jeg skulle vente 5-6 timer, og skulle tjekke ind til flyet til Havanna, var mit visa til Cuba væk. Jeg havde det i Amsterdam, så der er sikkert en eller anden led hollænder, der har nappet det (eller også har jeg tabt det). Da damen i skranken sagde, at jeg ikke kunne komme på flyet, hvis jeg ikke havde et visa, var jeg ved at besvime. Heldigvis var det muligt at købe et nyt i en af lufthavnens rejsebureauer. Så jeg kom af sted.
Da jeg endelig, 24 timer forsinket, bankede på døren i Geisys lejlighed og kom ind og så Gianna, liggende i sin tremmeseng, var min reaktion, at jeg ikke kunne tage øjnene fra hende. De sad simpelthen fast.

Om Gianna er der at sige: Hun er fantastik sød. Hun er meget lille, synes jeg, men vejer dog 4 kilo og er et par og halvtreds centimeter. Hun har store, mørkegrå øjne (det lyder goth-agtigt, men er ikke), som afhængig af tid og sted er brunlige, blålige eller grønlige (David Bowie er ingenting i forhold til Gianna). Hun har meget hår (på hovedet). Hun ligner mest sin far, siger familien, hvilket især skyldes, at hun er meget hvid. Da vi gik med hende på gaden forleden, var der en kvinde, der sagde: ”Aii mira que comico, tiene el nariz como su papa”: Nejj, se hvor sjovt, hun har sin fars næse. Jeg ved ikke, hvor positivt, det er, men den ser sød ud nu...
Jeg er ved at lave et indre ”humørbarometer”, over hendes forskellige ansigtsudtryk (som man kender det fra Anders And). Mine favoritter indtil videre er, når hun ser overrasket ud, hvor hun spærrer øjnene helt op og trækker underlæben ind. Og når hun smiler, hvilket starter med en lille trækning i den ene side af munden, og derefter følger hele munden. Det skulle i øvrigt være tidligt, hun er begyndt at smile, siger de. Hun er kun fem uger gammel.

Der har været lidt forvirring omkring Giannas navn, hvilket Ramu og Troels kan skrive under på (og det gjorde de rent faktisk også, to gange endda, da de var vidner til faderskabserklæringen, der blev underskrevet på den cubanske ambassade i København). Her kommer en indviklet forklaring:
Jeg troede først, hun hed Giana Varela Sanchez, hvilket skulle blive Giana Geertsen Varela, når hun fik mit efternavn. Det viste sig, at Geisy og jeg havde misforstået hinanden, og at hun rent faktisk fik navnet Gianna de la Caridad Varela Sanchez på hospitalet, hvilket bliver ændret til Gianna de la Caridad Geertsen Varela hos de cubanske myndigheder. Men da hun i mit hoved hele tiden har heddet Giana med et n (det synes jeg er pænere) skal hendes navn ændres igen, så hun kommer til at hedde Giana de la Caridad Geertsen Varela. Det er Geisy gået med til, da hun jo har valgt resten af navnet. Men lad os nu se, om det bliver ændret.
Mellemnavnet ”de la Caridad” har en speciel betydning. Geisy gav hende det på hospitalet, fordi Gianna var i livsfare, da hun blev født (det er en længere historie men der var en del komplikationer ved fødslen). Geisy er katolik, og katolikker – på Cuba i hvert fald – har en slags skytsengel, en helgen, som er deres og hjælper dem. Geisys helgen hedder La Virgin de la Caridad (Caridad betyder barmhjertig/kærlig), og hun bedte til denne helgen om, at Gianna ikke skulle dø, og lovede, at hvis hun overlevede, så ville Geisy give hende navnet de la Caridad.
Gianna er omvendt blevet min lille skytsengel. Når jeg går med hende på gaden, holder de irriterende og nærgående hustlere, der vil sælge cigarer, piger og restaurantbesøg, sig væk. Det er rart.

Eller er alt ved det hovedrystende her i Havanna. Fx når ekspedienten i børnetøjsbutikken står bag disken og ryger en smøg, men hun ekspederer. Eller da jeg skulle købe en kost i et varehus og de havde kostehovedet (eller hvad det hedder) på en etage og kosteskaftet på en anden etage (ville det ikke være nemmere at have dem samme sted?). Eller når man tænder for fjernsynet, og der sidder en gammel støder i olivengrøn uniform fra Sukkerministeriet og holder en lang tale, der indleder nogenlunde sådan her: ”At passe en sukkerplantage er som en krig. Man skal have en gennemtænkt strategi, intet må fejle – plantagearbejderne er som soldater, der skal kæmpe for deres sukkerhøst, bla bla bla.” Og så er her tæskevarmt, selvom det er oktober, 32 grader. Det føles hele tiden som når man går ind i Magasin om vinteren, og man får den der kvalmende varme luft i synet ved indgangen (hvorfor har de egentlig det?)

Det er lidt svært at komme tilbage, synes jeg. Dels har jeg set det hele før, da det er min fjerde gang herovre, dels er mit syn på det hele ændret en del, efter det er gået op for mig, at mit barn skal vokse op her. Så er det pludselig ikke så charmerende mere, det hele. Her er beskidt, støvet og fyldt med benzin-os. Mange ting er umulige at skaffe, Geisys familie er fattige og bor i en faldefærdig lejlighed. Det der med, at ”de har ikke så meget, men de alligevel altid glade” klinger lidt hult. Fra Gianna kan forstå, hvad folk siger, bliver hun fyldt med åndssvagt propaganda om Fidel, kommunisme og det fantastiske Cuba med så og så mange læger og lærere, og når hun begynder at kunne tale, kan hun ikke sige hvad hun vil (nok er jeg rød, men det her er jo bare dumt diktatur). Men det kan jo være, det når at ændre sig. Når Gianna er 10 år, er Fidel i slutningen af firserne, og han kan for fanden ikke leve for evigt.
Men så kan man jo også vende det om og sige, at tusindvis af cubanere er vokset op her og ser ud til at have det godt. Gianna har en kærlig familie, en god mor og får flere muligheder gennem mig, både økonomisk og mht. oplevelser og perspektiver. Det skal nok gå. Men det er sgu en skizofren fornemmelse at have et liv her med Gianna, Geisy og Fidel og et andet derhjemme med vennerne, skolen og Anders Fogh.

Ses derhjemme.

kh.

rune
Danske storke og FCK sokker fra vennerne.

Fødsel

Gianna blev født den 30. august 2003 kl 11.50 på Ramon Gonzalez Coro Hospital i Havanna. Hun blev født for tidligt og vejede 2500 gram. Det meste af de 2500 gram var tilsyneladende hår.

Her er Giannas mor, Geisy, kort tid efter fødslen.