Første besøg

Jeg så Gianna første gang i oktober 2003, cirka en måned efter hun blev født. Denne mail med de første indtryk blev sendt hjem til venner og familie:

Her følger en ordentlig gang babysnak, så er I advaret....

Det er vel meget nærliggende at starte med en ”Hvis nogen havde fortalt mig at...” – for hvis nogen havde fortalt mig for fem år siden, at jeg i dag ville gå rundt med en barnevogn i Havannas gader med min nyfødte cubanske datter, ville jeg nok have svært ved at tro dem. Men sådan er livet så fyldt med små overraskelser...

Lige nu sidder jeg vagt ved siden af Giannas seng, for at Geisy kan få lidt søvn. Gianna synes åbenbart, at det der med at sove om natten, er overvurderet. Hun vågner cirka hver halve time til hele time og skriger og kan kun beroliges ved at få bryst, hvilket jeg ikke rigtig kan hjælpe med, så jeg får nogenlunde søvn nok. Men Geisy, der ellers sover 10-12 timer i døgnet, er helt færdig. Nu er klokken halv ti om formiddagen, og Gianna er endelig faldet i søvn, det samme er Geisy. Hver gang Gianna er ved at vågne, lægger jeg en hånd på hendes ryg, og så sover hun videre.


Billede fra gaden, hvor Geisy og Gianna bor: Calle Lealtad i Centro Habana.

Inden jeg kom, havde jeg tænkt meget over, hvordan jeg ville reagere, når jeg kom herover og så hende. Tanken om at stige på et fly, lande igen, banke på en dør, og vupti, der sidder din datter, brød jeg mig ikke rigtig om. Det var lissom for hurtigt. Jeg har jo ikke været med de ni måneder, mens Geisy var gravid. Men det blev da heller ikke, som jeg havde frygtet, takket være Maersk Air og KLM.
Mit fly fra Billund til Amsterdam, hvor jeg skulle skifte, blev forsinket, og selvom jeg spurtede gennem lufthavnen i Amsterdam, nåede jeg ikke flyet til Havanna. Jeg tror, jeg var mellem tre og fem minutter for sent, for jeg kunne kigge ud på flyet, der endnu ikke var kørt ud på landingsbanen, gennem vinduet i gaten. Stewardessen var ikke til at overtale, og jeg var grædefærdig. Og det er så her, jeg gerne vil ansøge om et medlemskab til Troels’ anti-hollænderklub. For da jeg fandt KLM ”service”-kontor, som skulle hjælpe mig, da det var et KLM/Maersk fly, der var forsinket, fik jeg smag på hollandsk arrogance. Først mente de, at det var mit eget problem. Da jeg forklarede dem, at jeg SKULLE være i Havanna om aftenen, fordi jeg skulle se min nyfødte datter, var svaret et tørt ”Well, you can forget about that.” Da jeg havde overtalt dem til at finde en ny afgang til mig, sagde de, at jeg kunne komme med om søndagen, for det var den næste afgang til Havanna (det var torsdag). Da blev jeg fanme rasende. Til sidst gik de med til at sende mig til Madrid næste morgen og derefter til Havanna. Så da det tidspunkt kom, hvor jeg havde regnet med at skulle se Gianna for første gang, da sad jeg og tyggede i en sej bøf sponsoreret af KLM, i restauranten på et trist hotel i Amsterdams svar på Høje Taastrup. Bummer.
Da jeg så kom til Madrid næste morgen, hvor jeg skulle vente 5-6 timer, og skulle tjekke ind til flyet til Havanna, var mit visa til Cuba væk. Jeg havde det i Amsterdam, så der er sikkert en eller anden led hollænder, der har nappet det (eller også har jeg tabt det). Da damen i skranken sagde, at jeg ikke kunne komme på flyet, hvis jeg ikke havde et visa, var jeg ved at besvime. Heldigvis var det muligt at købe et nyt i en af lufthavnens rejsebureauer. Så jeg kom af sted.
Da jeg endelig, 24 timer forsinket, bankede på døren i Geisys lejlighed og kom ind og så Gianna, liggende i sin tremmeseng, var min reaktion, at jeg ikke kunne tage øjnene fra hende. De sad simpelthen fast.

Om Gianna er der at sige: Hun er fantastik sød. Hun er meget lille, synes jeg, men vejer dog 4 kilo og er et par og halvtreds centimeter. Hun har store, mørkegrå øjne (det lyder goth-agtigt, men er ikke), som afhængig af tid og sted er brunlige, blålige eller grønlige (David Bowie er ingenting i forhold til Gianna). Hun har meget hår (på hovedet). Hun ligner mest sin far, siger familien, hvilket især skyldes, at hun er meget hvid. Da vi gik med hende på gaden forleden, var der en kvinde, der sagde: ”Aii mira que comico, tiene el nariz como su papa”: Nejj, se hvor sjovt, hun har sin fars næse. Jeg ved ikke, hvor positivt, det er, men den ser sød ud nu...
Jeg er ved at lave et indre ”humørbarometer”, over hendes forskellige ansigtsudtryk (som man kender det fra Anders And). Mine favoritter indtil videre er, når hun ser overrasket ud, hvor hun spærrer øjnene helt op og trækker underlæben ind. Og når hun smiler, hvilket starter med en lille trækning i den ene side af munden, og derefter følger hele munden. Det skulle i øvrigt være tidligt, hun er begyndt at smile, siger de. Hun er kun fem uger gammel.

Der har været lidt forvirring omkring Giannas navn, hvilket Ramu og Troels kan skrive under på (og det gjorde de rent faktisk også, to gange endda, da de var vidner til faderskabserklæringen, der blev underskrevet på den cubanske ambassade i København). Her kommer en indviklet forklaring:
Jeg troede først, hun hed Giana Varela Sanchez, hvilket skulle blive Giana Geertsen Varela, når hun fik mit efternavn. Det viste sig, at Geisy og jeg havde misforstået hinanden, og at hun rent faktisk fik navnet Gianna de la Caridad Varela Sanchez på hospitalet, hvilket bliver ændret til Gianna de la Caridad Geertsen Varela hos de cubanske myndigheder. Men da hun i mit hoved hele tiden har heddet Giana med et n (det synes jeg er pænere) skal hendes navn ændres igen, så hun kommer til at hedde Giana de la Caridad Geertsen Varela. Det er Geisy gået med til, da hun jo har valgt resten af navnet. Men lad os nu se, om det bliver ændret.
Mellemnavnet ”de la Caridad” har en speciel betydning. Geisy gav hende det på hospitalet, fordi Gianna var i livsfare, da hun blev født (det er en længere historie men der var en del komplikationer ved fødslen). Geisy er katolik, og katolikker – på Cuba i hvert fald – har en slags skytsengel, en helgen, som er deres og hjælper dem. Geisys helgen hedder La Virgin de la Caridad (Caridad betyder barmhjertig/kærlig), og hun bedte til denne helgen om, at Gianna ikke skulle dø, og lovede, at hvis hun overlevede, så ville Geisy give hende navnet de la Caridad.
Gianna er omvendt blevet min lille skytsengel. Når jeg går med hende på gaden, holder de irriterende og nærgående hustlere, der vil sælge cigarer, piger og restaurantbesøg, sig væk. Det er rart.

Eller er alt ved det hovedrystende her i Havanna. Fx når ekspedienten i børnetøjsbutikken står bag disken og ryger en smøg, men hun ekspederer. Eller da jeg skulle købe en kost i et varehus og de havde kostehovedet (eller hvad det hedder) på en etage og kosteskaftet på en anden etage (ville det ikke være nemmere at have dem samme sted?). Eller når man tænder for fjernsynet, og der sidder en gammel støder i olivengrøn uniform fra Sukkerministeriet og holder en lang tale, der indleder nogenlunde sådan her: ”At passe en sukkerplantage er som en krig. Man skal have en gennemtænkt strategi, intet må fejle – plantagearbejderne er som soldater, der skal kæmpe for deres sukkerhøst, bla bla bla.” Og så er her tæskevarmt, selvom det er oktober, 32 grader. Det føles hele tiden som når man går ind i Magasin om vinteren, og man får den der kvalmende varme luft i synet ved indgangen (hvorfor har de egentlig det?)

Det er lidt svært at komme tilbage, synes jeg. Dels har jeg set det hele før, da det er min fjerde gang herovre, dels er mit syn på det hele ændret en del, efter det er gået op for mig, at mit barn skal vokse op her. Så er det pludselig ikke så charmerende mere, det hele. Her er beskidt, støvet og fyldt med benzin-os. Mange ting er umulige at skaffe, Geisys familie er fattige og bor i en faldefærdig lejlighed. Det der med, at ”de har ikke så meget, men de alligevel altid glade” klinger lidt hult. Fra Gianna kan forstå, hvad folk siger, bliver hun fyldt med åndssvagt propaganda om Fidel, kommunisme og det fantastiske Cuba med så og så mange læger og lærere, og når hun begynder at kunne tale, kan hun ikke sige hvad hun vil (nok er jeg rød, men det her er jo bare dumt diktatur). Men det kan jo være, det når at ændre sig. Når Gianna er 10 år, er Fidel i slutningen af firserne, og han kan for fanden ikke leve for evigt.
Men så kan man jo også vende det om og sige, at tusindvis af cubanere er vokset op her og ser ud til at have det godt. Gianna har en kærlig familie, en god mor og får flere muligheder gennem mig, både økonomisk og mht. oplevelser og perspektiver. Det skal nok gå. Men det er sgu en skizofren fornemmelse at have et liv her med Gianna, Geisy og Fidel og et andet derhjemme med vennerne, skolen og Anders Fogh.

Ses derhjemme.

kh.

rune
Danske storke og FCK sokker fra vennerne.