Barnedåb på cubansk

Mor, far, gudmor, gudfar og en sur præst

Mail hjem til Danmark fra en vanvittig barnedåb i oktober 2003:

Set i bakspejlet er det ret morsomt, men for fanden hvor blev jeg meget træt flere gange:

Gianna skulle døbes i går, i Geisys favoritkirke (igen noget med helgener og ånder, denne gang en fyr ved navn San Lazaro), El Rincón, der ligger et stykke uden for Havanna. Vi var taget derud lørdagen før for at tale med præsten – han var ikke til stede, men det var en dame i souvenirkiosken (der er inde i kirken), og hun kunne informere om, at man bare skulle komme om lørdagen inden messen klokken 11 og indskrive barnet til døben. Det var dog bedst at være der før klokken 10. Vi tog hjem og aftalte, at Gianna skulle døbes den følgende lørdag. Her begår vi allerede den første fejl: ALTID spørg mindst tre cubanere om faktuelle oplysninger – cubanere indrømmer meget sjældent, at der er noget, de ikke ved, så enten finder de på noget, eller også refererer de noget, de har hørt, uden at fortælle, at oplysningerne er tvivlsomme (jeg er ved at lære det, men glemte det forleden, da jeg ville se en fodboldkamp i den cubanske liga. En fyr havde meget overbevisende fortalt mig, at Havannas hold spillede onsdag kl. 16 på et stadion langt væk i en forstad. Jeg tog derud, en ganske besværlig tur, og da jeg kom til ”stadion” var det eneste på banen – og jeg lyver ikke – en ged i snor. Jeg går ud fra, at det er plæneklipperen.)

Mormor Fina og Geisy ved alteret

Tilbage til dåben: Jeg havde købt rom og sodavand, havde bestilt en stor kage på det sorte marked, og jeg havde gennem taktiske forhandlinger (når man er udlænding bliver alting pludselig meget dyrt) hyret en chauffør – Beronico – til at køre hele familien til Rincon. Jeg regnede med (her begår vi fejl nummer to), at når der er cirka en halv time til Rincon, og vi skulle være der inden ti, så skulle Beronico være der kvart i ni, og vi skulle køre klokken ti fra Centro Habana. Meget overraskende er hele familien (minus en søster, der havde glemt det) samt gudmoder og gudfader på pletten inden klokken ni, Gianna havde fået fint tøj på og jeg en hvid skjorte. Klokken ni ringer Beronico og spørger, om vi er klar. Ja, vi er klar, men hvor er han? Han kommer om ti minutter, siger han, hvilket bliver til en halv time. Halv ti er vi klar og fylder vognen med ti mand, inklusive bedstemoren på 90, hvis rullestol ryger på taget (som taget ud af Lucky Luke).

Den cubanske side af familien. Fra venstre: Onkel Felix, fætter Mayito, oldemor (der nu er død), fætter José Manuel, Geisy, gudfar Silvio, migselv, José Manuels mor og gudmor Daibel. Mangler: Mormor Fina, tante Giselle, tante Gema, onkel Mayito, fætter Mario Martín og kusine Geidy Maria.

Vi er allerede sent på den, men Beronico beslutter sig lige for at tage en omvej for at hilse på nogen, han kender. Her begynder jeg at blive irriteret. Den lige vej til Rincon viser sig at være spærret af en eller anden politimand. Senere, da vi er rigtig sent på den, holder der en bus og spærrer vejen, og han har ikke tænkt sig at flytte sig. Efter en udholdenhedstest i dytten mellem Beronico og buschaufføren, viger sidstnævnte dog. Her er jeg ved at implodere. Vi kommer til Rincon klokken halv elleve, og skynder os hen til kontoret, hvor far, mor, barn, gudmoder og gudfader skal indskrives – og her står der 30 mennesker i kø, flere af dem med små børn på armen, der skal døbes. Det ser sort ud, kan jeg godt se. Og ganske rigtigt, efter ti minutter dukker en kirkelakaj op, proklamerer hurtigt, at nu lukker kontoret for indskrivning og smækker derefter døren (inde i mit hoved kører sætningen ”Jeg vidste det, jeg vidste det”). Så var der ballade. Mange var, ligesom os, kommet inde fra Havanna, med familie, venner og kameraer. Og cubanere dukker ikke bare hovedet og går væk i stilhed, så der rejste sig en kakofoni af bandeord, råb og vredesudbrud. Den vrede pøbel, os inklusive, går ind i kirken, og da den aldrende præst – i øvrigt en ganske usympatisk type, der mindede mig om de præster, der er dømt for pædofili i USA – dukker op foran alteret for at begynde dåbsceremonien, begyndte folk, især en meget ophidset kvinde, at råbe ad ham. Præsten siger højtideligt i sin trådløse mikrofon, der forstærker hans stemme til et punkt, så selv bedstemoren på 90 kunne høre ham, at indskriptionskontoret kun er åben mellem otte og ti om lørdagen, og at det i øvrigt er smartest at komme før klokken halv ni.

Så bliver det surrealistisk: Den ophidsede kvinde blev nu endnu mere rasende og råbte endnu højere, hvad fanden det var for en måde at behandle folk på. Præsten råber igen, og siger, at det er disrespektfuldt ikke at komme til tiden, kvinden råber endnu højere, og præsten prøver nu at overdøve hende ved – ganske barnligt – spydigt at råbe ”Jeg kan ikke høre, hvad du siger, du bliver nødt til at råbe lidt højere, der er ingen der kan høre dig! Prøv om du kan råbe lidt højere!”, mens han har håndfladerne placeret bag ørerne og kigger ligegyldigt den anden vej.

Gudfar Silvio og gudmor Daibel

Kvinden bliver hysset ned, og præsten går i gang med at døbe de heldige børn. Men Yaidel, en benhård tøs, der er ven af familien, vil ikke finde sig i, at Gianna ikke bliver døbt. Hende og jeg finder kirkelakajen bag kirken, og så begyndte hun at fylde ham med vores tragiske historie, der både indebærer trafikpropper, den stakkels 90’årige bedstemor, Yaidels gode katolske baggrund og mig, den fremmede, der var kommet hele vejen fra Danmark for at døbe mit barn, og i øvrigt skulle hjem dagen efter. Jeg står bagved hører hele denne imponerende historie. Da den fandens lakaj kun kan kvittere med et ”Vi har nogle regler, vi skal følge”, røg det vredt ud af mig ”Sig mig, er I kommunister?”, hvilket gav et gib i ham, fulgt af et fornærmet ”NO! No somos communistas!” (det er ikke pænt at sige til en fra den katolske kirke, især på Cuba – men de var fanme ikke en skid bedre).

Yaidel fyrer hele historien af igen, denne gang på præsten, efter den sidste unge har fået en sjat vand i hovedet (som I kan høre var det ikke min idé, at Gianna skulle døbes). Han er sur, men bed på, og bad os hviskende om at vente omme bag i kirken, da der stadig er andre til stede, som også håber på at få døbt deres barn denne dag. Efter lidt ventetid – som jeg er sikker på var et show-off, så vi ikke skulle føle os for heldige – verfer præsten os ind i et baglokale, udfylder surt en indskriptionsblanket og lirer så hele døbsceremonien af i et tempo som en auktionarius på en fiskeauktion. Det hele sker foran et lille ”nødalter” med tilhørende døbeskål i kirkens baglokale. Gianna blev døbt, præsten fik et par dollars ”til kirkearbejdet”, Beronico var sur og ville have fem dollars mere, fordi det havde taget længere tid. Det fik han ikke.

Det lå i luften, at jeg skulle have hvid skjorte på til dåben...